Foråret 2020, for første gang i historien, er de fleste af os indelukket i vores hjem, i karantæne og kæmper for at holde hver dag fra at løbe ind i den næste. Vi er knasende, narrige og skændes muligvis med de andre uheldige indsatte i vores bolig, der blev isolationstank. Alt er udskudt, de fleste interaktioner med omverdenen opgivet, medmindre de er absolut kritiske. Jeg bestilte vinger fra GrubHub, og leveringen var som en militær operation (“Herr, jeg vil efterlade vingerne på egetræsbænken og vinke gennem vinduet. Det er mig, der bærer camouflagebandanaen og den grå hættetrøje”). En dag, hvor tingene for længst er vendt tilbage til det normale, og denne mærkelige oplevelse virker som en dårlig drøm, vil vores sanser tage os tilbage. Et svagt lugt af en komfur eller pejs, fornemmelsen af et tæppe eller visse lyde…visse musik vil minde os om, at dette skøre lort faktisk skete.
Den danske trio Dizzy Mizz Lizzy er ikke et populært band i USA. De svimmelhedsfremkaldende temposkift fra trommeslager Søren Friis og sangeren Tim Christensens drømmende post-grunge hooks bestøvede aldrig helt uden for Danmark og Japan (hvor bandet nyder godt af en gudslignende tilslutning). Men for fans af hård rock, der farver uden for linjerne, ville de blive en hemmelig brønd med kvalitetssangskrivning og præstationer med karakteristiske vandmærker, kun begrænset af deres sparsomme output (der eksisterer tre fuldlængde studieplader før denne, hvor den sidste er deres stor genforeningsrekord, 2016’s “Forward in Reverse”.) Men som så mange ting, der mangler, tjener knaphed til intriger for kløende fans.
Et bands første post-reunion album er normalt interessant, hvis de komme så langt. Der er typisk en stemning ved at komme i gang med sådanne plader, nu hvor tickertape-paraderne og diverse genforeninger BS har lagt sig, burde det sende beskeden om, at noget overlever ud over hypen. Denne institution er her i det lange løb for at skabe indtagende kunst her og nu. Ændringer i lineup er almindelige på dette stadie, men heldigvis forbliver denne trio af barndomsvenner intakt.
Alligevel fik den første lytning til “Alter Echo” mig til at gå i frustration. Tempoerne er langsomme. Guitarer nynner og klagesang. Bandet spankulerer ikke, de kryber. Hvor er Sørens vilde switchbacks? Hvorfor splitter han ikke atomer med ulige taktarter? Lige da jeg havde overbevist mig selv om, at bandet havde sneget Seconal ind i trommeslagerens drik, begyndte guldtrådene i disse sange at vise sig. “Alter Echo” er et af de melankolske albums som Queensryches “Promised Land” eller Last Cracks “RunheadStartScreaming”, der maskerer sin rigelige charme med humørfyldte, regnede requiems. Bandet får endda al ELP på røven med en “sidelang” 22-minutters sang, “Amelia”.
Når vi har accepteret humør, væver albummet sin magi. “In the Blood” er en stabil, primal traske op ad en snoet bjergskråning med en seng af sitarlignende droner. Du kan praktisk talt dufte krydderi og eksotiske kul, mens Christensens søde vokal snitter gennem mørket og kaster bønder af pop med finesse og sofistikering. Kashmir er et godt referencepunkt for de første par sange, langsomt brændende og langsomt opbyggende med østlige smage, hvoraf det bedste er “The Middle” med dets klagesang over uønsket social distancering, han er midt i alt, hun er i hjørnet give slip, den liltende krog en af pladens lyseste diamanter. Der er en tendens til synkopering i arrangementet, ofte en baslinje eller stigende synth, der efterligner Christensens hooks på en måde, der minder om tidligere tiders rocktrioer, især i “California Rain”, en berusende seng af grungy akkorder sat mod vers, der stiger med et sofistikeret dampspor , især omkvædet, “Start findin’ a way to stop freakin’ out” – næsten profetisk i forbindelse med aktuelle begivenheder.
Den førnævnte “Amelia”-suite er opdelt i 5 segmenter, hvor bandet går fra østlige droner til klingende melodier og svulmende orkestrering. Teksterne antyder en fortabt sjæl, en dyb længsel, mørke stier og ulmende håb om en forsvundet hovedperson. Mens disse sange utvivlsomt synker ned i vandige akustisk-drevne pauser (især det afsluttende instrumentale “Alter Echo”), er der en uforstyrret charme, de cirrus-lignende arrangementer med flimrende guitar- og vokalperler, især i den grandiose finale-af slagsen “Alle Saints are Sinners”, svulmer Christiensens stemme med en Thom Yorke-agtig spøgelse.
Selvom det bestemt ikke overstråler deres tidlige rekorder, fandt jeg timingen upåklagelig. Dets skum mod melodi, et velkendt band i ukendt territorium. “Alter Echo” bringer måske ikke mange nye DML-tilhængere til folden, men det er et skattekammer for den tålmodige fan og mit personlige soundtrack til selvisolering.